Dåbskjolens historie

Dåbskjolens historie stammer helt tilbage til før reformationen. Dengang afklædte man barnet og dyppede det 3 gange i det kolde dåbsvand, hvorefter man iklædte det en hvid kjortel (”dåbskjole”) og hvid hue, pyntet med røde bånd. Den hvide farve symboliserede det himmelske lys, uskyld og hellighed – det røde bånd symboliserede Guds kærlighed og Jesu blod. Dåbskjolen mentes at beskytte barnet mod alt ondt.

Der lå mange ting i dåben dengang. Barnet skulle døbes hurtigst muligt efter fødslen da det blev betragtet som hedning. Moderen blev også betragtet som hedning og måtte ikke deltage ved dåben. Her valgte man en gudmor, der trådte i moderens sted. Gudmoren blev valgt med omhu. da man mente barnet slægtede hende på. Man havde også en, der ammede barnet før og under dåben og sidst, men ikke mindst, en ”overvågende” kvinde, der skulle sørge for at der ikke skete barnet noget eller at det blev forbyttet.

Efter reformationen skete der ændringer omkring dåben. Nu afklædte man kun barnet ned til navlen og overøste det med vand. Først mange år efter begyndte man kun at overøse hovedet som vi kender fra dåben i dag. Vi har også fået en helt anden frihed, i forhold til hvad vores børn skal bære ved ceremonien.